tirsdag den 18. juni 2013

Jeg ved hvor der findes...

...den skønneste orkidéeng i en privat have. Jeg røber naturligvis ikke hvor, men deler gerne billederne af det vidunderlige syn. Orkidéerne har selskab af Trevlekrone, Bidende Ranunkel, Eng Kalkkarse, Forglem Mig Ej, Pileurt og andet vildt og dejligt. Beboerne opdagede for år tilbage nogle få orkidéer i græsset, efter at være vendt hjem fra nogle ugers ferie, hvor græsset ikke var blevet slået. En botaniker blev hidkaldt og græsplænen er siden blevet konverteret til blomstereng og passes som sådan. Og det har i den grad givet bonus! Orkidéerne har formeret sig vildt og voldsomt, og nu er hele grunden fyld med tusindvis af disse smukke planter - det er forunderligt! Kig selv med her...







Her ses hele haven, klik på billedet og se det i en stor størrelse!



...og 1000 tak til hr. og fru X for invitationen, til at komme og nyde dette fantastiske syn!




søndag den 16. juni 2013

MIN drivhusdrøm

Her er blevet knoklet, gravet huller, flyttet tonsvis af sten, grus og jord - NU er min nye udvidede drivhus have færdig! Det sidste gravearbejde havde jeg ikke 'folk' til, men fixede det selv! Jeg synes ikke at området omkring drivhuset var stort nok til mine højbede, så jeg kastede mig over en skovl og gik amok. Gravede græstørv og sumpet mosejord væk, fyldte op med 1 ton ærtesten og et ton stabilgrus. Hele områdedet blev herefter dækket med et lag stigrus , også kaldet slotsgrus eller herregårdsgrus (...igen 1 ton PYHA!!!). Indhegningen fra sidste års køkkenhave blev flyttet og en rulle kastaniehegn mere blev sat op. Nu er hele drivhushaven indhegnet i kastaniehegn, så rådyrene ikke kommer og æder alt.

Jeg har lavet to nye højbede og en mistbænk af brugte pallekraver, som jeg har malet i min lysgrønne yndlings havefarve. De brugte pallekraver kostede en 50'er stykket, så det er en fin, nem og billig måde at lave højbede på.




Indgangen til drivhushaven sker gennem lågen fra sidste års køkkenhave projekt og den nye  og gamle del hænger nu sammen.




Her ses køkkenhaven, jeg lavede sidste år. Jeg har valgt at bevare flis bunden og har ladet en stribe græs, hvori jeg har plantet skovjordbær og forskellige mynter, fungere som skillerum mellem de to dele af køkkenhaven. Jeg har sået og plantet i umage krukker, zinkspande og træbaljer - Dild, Hjulkrone, Bladbeder, Squash, Løvstikke og Klatre Bønner. Det store højbed er plantet til med jordbær og mange farvede radiser. Det lille med krydderurter, kørvel, syrer og rød mælde.




Skovjordbær og alm. mynte groede i græsstykket i forvejen. Men der er blevet tilføjet lidt flere mynter. En Te Mynte, der har de sødeste lysrøde nye skud, en Grapefrugt Mynte men en fin grape smag og en Krusbladet Mynte, der har de skønneste krøllede blade.






Træpallen, som drivhusglasset blev leveret i, er blevet ombygget til et rustikt plantebord. Det kostede bare to søm, sjov og billig løsning synes jeg. Det var min søde mand, der kom på den idé. Til højre for bordet står en skøn Alba Rose, der får lov til at blive stående qua indhegningen, der holder rådyrene væk.




Humle gro der meget af i min have. I stedet for at forbande denne plante, som mange gør, har jeg givet nogle af dem stager i birketræ langs hegnet, som de kan vokse op ad. Og der GROR de helt vildt!




Her er så den nye del af køkkenhaven, med de lysgrønne højbede. Her har jeg sået sjove og andeledes grøntsager. Frø jeg købte med hjem fra Chelsea Flowershow. Her er en særlig sød orange Tomat, Aspargesærter, Violette Ærter, Violette Klatrebønner og en gammel viktoriansk bønnesort, der får de fineste hvide og sorte blomster. Herudover er bedene garneret med fesengule Tallerkensmækkere, blå Hjulkrone og spinat. Tror det bliver skønt at se på, når det er vokset til.




Her er naturligvis også stole at sidde i og blomster at kigge på. I krukkerne er Jordbær med hindbær- og annanassmag, Squash, Lathyrus, Violette Klatrebønner, Hjulkrone og Tallerkensmækkere.




Jeg har hængt nogle duftende sommerfugleblomster på hegnet bag stolen, så man kan nyde duften af disse, mens man sidder og filosofere over haven.




Foran drivhuset har jeg sat et herligt gammelt rødt jern tulipan bord, som jeg har fået foræret af en sød tidligere kollega og hans lige så søde frue. Herpå bor mine Duft Geranier nu, de var ikke var så glade for varmen i drivhuset.




Inde i drivhuset sker der løbende små ting, sengen er 'fedtet' godt ind i de hjemme hæklede puder og tæpper. Der er kommet to hylder op fra zinkbakken.dk som jeg synes sælger de fineste drivhus hylder. De er vandtætte og kan bruges som undervandingsbakke - så snedigt!




Jeg fandt en smuk, og ikke mindst billig, violet passiflora i Bilka, som er flyttet ind på kassereolen.





Så har den hvide 'smuksak', der er på vej op over sengen, én at tale med. I dag stod den med hele 5 hvide blomster...




Det er tyndet lidt ud i 'børnehaven', efter at jeg har fået flyttet en del af de små ud i haven. Her er dog stadig. Tomat, Stevia, Chilli, Kinesisk Purløg, Basilikum og diverse svagelige 'børn'.





Min store hjemmelavede bladkrukke i stentøj, fungere perfekt som plantegarnsholder, der er plads til mange forskellige ruller garn og de triller ingen steder.




Både Pelargonierne og Figen planten trives i varmen. I krukken med stativet er sået Klatre Spinat, også frø jeg fandt i England. De er netop kommet op og jeg glæder mig til at se og smage resultatet.





Her er lidt af de særlige små, hjembragt som frø fra England - Caigua, Mouse Melon og Tromboncino. Jeg synes det er sjovere at have sære planter i køkkenhaven, end dem man alligevel kan købe billigt i supermarkedet, som agurker og løg.




God regnvejrs søndag til alle, håber MIN drivhusdrøm kan inspirere andre. Det behøver jo ikke at koste en formue at realisere sine drømme - bare sjove frø, hårdt arbejde og gode genbrugsmaterialer!




mandag den 10. juni 2013

Chelsea Flowershow - Haver og beplantninger

Den store attraktion på Chelsea Flowershow, er helt klart udstillingshaverne. Verdens førende havearkitekter bygger på bare tre uger, de imponerende haveanlæg op på stedet. Det ER en alvorlig sag, se bare på dommer komiteen på det første billede! Her er vandfald, skulpturer, belægninger, bygninger og perfekte beplantninger. Det ligger en ufatteligt logistik bag planlægningen af dette og tænk en gang, haverne skal fjernes igen på bare én uge. Der er have anlæg for enhver smag, ikke alt er lige kønt, men alt er ganske imponerende, se selv et udvalg her...