onsdag den 21. november 2012

Hønsehold, huller og undergang

Jeg har fået, eller rettere lavet, høns til haven. Er ikke helt sikker på racen, måske er det Black Clays eller Homemadies!? De er fredelige, velopdragne og billige i foder. Og naboens katte lader dem være i fred, selv om de ikke er bag indhegning, så måske skal flokken snart udvides!


Tiden i haven er unægteligt på nedadgående, men så bliver der jo igen tid til keramik og garn. Keramik og have kan heldigvis let kombineres, så jeg kan sidde med lerede fingre og lave projekter til haven, hele den laaaaaange vinter. Lidt havearbejde blev det dog til i sidste weekend. De senest indkøbte planter skulle i jorden. Jeg havde købt store clematis, hosta og jordbærplanter til spotpris i Bilkas Havecenter.



Herudover skulle også en hel kurvfuld løg plantes. Så nu er det bare og vente på at vi igen går mod lysere tider - der er faktisk kun en måned til vintersolhverv.

Så med mindre jorden går under den 21. december 2012, er der lys forude!


tirsdag den 6. november 2012

En god grund til at smile

Nogen gange er der bare god grund til at smile helt op til ørene. Som da jeg kom hjem fra Jylland og min yngste datter og min eneste mand havde lavet de herligste græskar, der lysende stod og hilste den hjemvendte heks velkommen. 




At jeg også i sidste uge fik fingrene i to heldags billetter til Chelsea Flowershow 2013 på åbningsdagen, til min søde veninde og mig, gjorde bare smilet endnu størrer - ja nærmest hysterisk. Nu mangler bare flybilletter og hotelværelse, og så kan maj ikke komme hurtigt nok!

I 2011 var jeg også derovre, en fantastisk oplevelse, også selv om himlens porte åbnede sidst på dagen og regnen stod ned i stænger. Så meget, at alle de æstetiske papirsposer med indkøb opløstes én for én. Jeg endte med at rende rundt med en plastikpose på hovedet, gennemblødt fra top til tå, for jeg NÆGTEDE at gå glip af noget. Regnen sørgede unægteligt for god plads på udendørs arealerne. Men denne gang kommer jeg bevæbnet med regnslag, vandtætte poser og ikke mindst sko (havde snedigt nok taget en lærreds sko på og det var dumt!).

Meeeen altså hvis vejret gentager sig i 2013, tror jeg jeg gør som græskarmanden her...