mandag den 24. december 2012

Farver i julehaven

Lykken er for mig en jul uden stress, jag og overdimensionerede ambitioner. Så her foregår alle juleforberedelser i slowmotion og det vi skal nå, når vi nok. Så mens min søde veninde Hanne, der holder jul hos os med hendes datter, stod i køkkenet og brændte mandler og skrællede kartofler, sneg jeg mig ud i haven på jagt efter farver.

Prydkålen i krukken råber højt i alt det hvide...



Salvien og Bispehuen lader sig ikke påvirke af snefald og frost. Primulaen, der stammer fra min elskede bedstemors have ( hun døde for over 20 år siden) bor nu hos mig og kigger allerede op af den kolde jord.





Rhododendronernes knopper står klar og venter bare på maj måned, lys og varme. Og billede ER faktisk taget i dag - blitz i snevejr kan noget...




Selv det gamle krøllede æble bidrager med kulør i haven...



Storkenæbbene kigger stedsegrønne og skønne op gennem sneen - der er og bliver en af mine favoritplanter. Kan slet ikke få nok af dem i haven.



Troldepilen har endnu ikke kastet de smukke efterårsfarvede blade.



Narcissernes spirer holder håbet om varmere tider i live hos mig. Lyset er vendt og foråret står på lur!



Rigtig glædelig og fredelig slowmo jul til alle fra Havetrolden og Haveenglen!




torsdag den 6. december 2012

Haven med hat på...

Så kom sneen og i riiigelig mængde. Jeg fornægter ikke, at jeg helst så efterår og vinter sendt hen hvor peberet gror, men må dog indrømme at uberørt sne er ufatteligt smukt. Haven byde på nye og overraskende strukturer og former, når sneen indhyller grene og tingeltangel. Kom med på en lun tur fra sofaen...

Pilen viser sig fra mange sider i min have, som skriftagtige krusseduller, store cirkler, små kugler, lige streger og giltterværk. Skulle der være nogen, der læser denne blog, der står og mangler båndpil til havepjat, så kan den fås her!





Blomsterstande får altid lov til at blive stående i haven vinteren over, hvor de får nyt liv, særligt når de dækkes med sne. Her ses Strudsvinge, Gyldenris, Kæmpe Tusindstråle og Rød Elefantgræs i vinterkåber.




Havestolene er blevet polstret og lokker med sit bløde sæde. Den grønne farve jeg malede med i min lille køkkenhave er bare helt skøn i alt det hvide. Æbletræets tingeltangel har fået hatte på ligesom alt andet i haven.



Min havehøg "Hawk Plasticus" klarer sig udemærket i buret ude i kulden. Det samme gælder for svampen "Hæklus Mysticus" i Blod Blommen.




Rigtig god vinter!




onsdag den 21. november 2012

Hønsehold, huller og undergang

Jeg har fået, eller rettere lavet, høns til haven. Er ikke helt sikker på racen, måske er det Black Clays eller Homemadies!? De er fredelige, velopdragne og billige i foder. Og naboens katte lader dem være i fred, selv om de ikke er bag indhegning, så måske skal flokken snart udvides!


Tiden i haven er unægteligt på nedadgående, men så bliver der jo igen tid til keramik og garn. Keramik og have kan heldigvis let kombineres, så jeg kan sidde med lerede fingre og lave projekter til haven, hele den laaaaaange vinter. Lidt havearbejde blev det dog til i sidste weekend. De senest indkøbte planter skulle i jorden. Jeg havde købt store clematis, hosta og jordbærplanter til spotpris i Bilkas Havecenter.



Herudover skulle også en hel kurvfuld løg plantes. Så nu er det bare og vente på at vi igen går mod lysere tider - der er faktisk kun en måned til vintersolhverv.

Så med mindre jorden går under den 21. december 2012, er der lys forude!


tirsdag den 6. november 2012

En god grund til at smile

Nogen gange er der bare god grund til at smile helt op til ørene. Som da jeg kom hjem fra Jylland og min yngste datter og min eneste mand havde lavet de herligste græskar, der lysende stod og hilste den hjemvendte heks velkommen. 




At jeg også i sidste uge fik fingrene i to heldags billetter til Chelsea Flowershow 2013 på åbningsdagen, til min søde veninde og mig, gjorde bare smilet endnu størrer - ja nærmest hysterisk. Nu mangler bare flybilletter og hotelværelse, og så kan maj ikke komme hurtigt nok!

I 2011 var jeg også derovre, en fantastisk oplevelse, også selv om himlens porte åbnede sidst på dagen og regnen stod ned i stænger. Så meget, at alle de æstetiske papirsposer med indkøb opløstes én for én. Jeg endte med at rende rundt med en plastikpose på hovedet, gennemblødt fra top til tå, for jeg NÆGTEDE at gå glip af noget. Regnen sørgede unægteligt for god plads på udendørs arealerne. Men denne gang kommer jeg bevæbnet med regnslag, vandtætte poser og ikke mindst sko (havde snedigt nok taget en lærreds sko på og det var dumt!).

Meeeen altså hvis vejret gentager sig i 2013, tror jeg jeg gør som græskarmanden her...



mandag den 22. oktober 2012

Mikrolande i maxiland

Endnu nogle dejlige dage i Sverige eller Maxilandet. Vandringen
i haven bød ikke på mange umiddelbare fantastiske haveoplevelser,
frosten havde bidt voldsomt deroppe og det havde efterladt sine
spor. Men se så lige her hvad min linse fangede, da jeg begyndte at
kigge rigtigt grundigt - de fineste bitte små landskaber og former....

Klik på billederne, hvis du vil se dem i en ordentlig størrelse!


Her er en Gederams' frøstand blevet til den fineste kugle...

















En træt Pampasgræs har sat krøllerne...

















Et egeblad med gult skelet...

















En fugtig nissealarm...

















Lav og mos danner de fineste små landskaber...

































Purløg, rose og potentil gemmer på fine detaljer...




Her er så overbliksbilledet, mit maxiland med de mange små
mikrolande, i efterårsdragt. Søg og du skal finde!




onsdag den 17. oktober 2012

Himmelstræbende slyngler

Min have huser to ekstremt himmelstræbende slyngler. Den rigtige betegnelse er vel slyngere, men de er så livskraftige at de ikke nøjes med at gro hvor de er tiltænkt, de fortsætter bare op, op de slyngler! Vupti, nåede Akabiaen op gennem altandækket i førstesals højde og er nu på vej op til tagtoppen. Ganske uventet har den efterhånden nået en højde af 7-8 meter. Men den er en velkommen gæst på altanen med dens smukke blomster i maj måned og de mindst lige så smukke blade, der endnu ikke viser tegn på efterårstræthed.


Den anden højdespringer er Clematis Vitalba eller Skovranke. Den har taget turen op i et højt birketræ og er godt over taghøjde. Hele sommeren var birken pakket ind i skovrankens tusindtallige små blomster. Lige nu står birken pakket ind i de små finurlige paryk-agtige frøstande. Ganske nydeligt må jeg sige, omend invasionen af birketræet ikke var planlagt fra start.


torsdag den 11. oktober 2012

MorgenMagi

Hvilken magisk morgen! Himlen er lysende blå, solen skinner på morgenduggen og får damp til at stige op hvor end strålerne rammer. Efterårsfarverne får et skud lys og står klarer og smukkere end nogen sinde. Dugperlerne bliver til små stjerner for enden af bladene. Selv de trætteste planter bliver vækket til live, på en dag som denne. "Halleluja" lød det fra ateisten! Sikke en måde at starte dagen på, det kan kun blive en god dag...


Guldalder udsigten fra altanen

 
 
Rødvin med dugperler

 
 
Genfødt kokosnød i sedum
 

 

Klatrehortensie i smukt forfald

 
 
 Selvsåede hornvioler giver aldrig op
 

 
 
 Selv trætte krukker får et stænk magi på sådan en dag
 
 
 
Morgenmads pladsen lokker trods kulden

 




Glædelig solskinsdag til alle!